29 mar. 2024

Bivirkninger ved botulinumtoksin (Botox og tilsvarende)

Er botulinum toksin sikkert?

Behandlingen med botulinumtoksin tåles generelt godt. Bivirkninger kan opstå og er primært relateret til forkert muskeludvælgelse/teknik ved indsprøjtning eller for høj dosering. Risikoen for bivirkninger hænger nøje sammen med behandlerens erfaring. Neurolog Michael Møller har 12 års erfaring med behandlingerne og mere end 6000 behandlinger bag sig.

Eventuelle bivirkninger skyldes i de fleste tilfælde for kraftig muskelafslappende virkning. Ved behandling af nakkemuskler kan hovedet komme til at virke generende tungt og ved behandling fortil på halsen kan optræde synkebesvær i typisk mild grad (optræder stort set aldrig ved erfarne behandlere). I ansigtet kan der f.eks. opstå hængende mundvig eller et hængende øjenlåg. Ved for kraftig svækkelse af muskelkraften i en arm eller et ben kan førligheden påvirkes, således at det f.eks. kan blive sværere at bære noget eller det kan blive sværere at gå. Typisk er sådanne bivirkninger kun til stede i de to til fire uger, hvor effekten af medicinen er kraftigst. 

Selve indsprøjtningerne kan give anledning til mindre blødninger i musklerne. Det kan give smerter og bevægeindskrænkning, og det kan vare flere dage, før ubehaget er helt væk. Det udgør sjældent noget større problem.

Infektion og allergisk reaktion kan teoretisk opstå, men hverken vi eller andre behandlere i ind- og udland, som vi har drøftet dette med, har været ude for det.  

Ved meget høj dosering kan der undertiden i dagene efter indsprøjtningerne optræde lette influenzaagtige symptomer.